Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur IV.djvu/57

53

om Besidderne af Giske Gaard.

Men paa samme Tid som han saaledes stadigen benyttedes ved Ordningen af Norges udenrigske Forholde, udøvede han en væsentlig Indflydelse paa den indre Styrelse. Kong Erik var et 12 Aars Barn ved Faderens Død, og heraf vilde Erkebiskoppen benytte sig til at hæve Geistlighedens Myndighed til den Høide, den under Magnus Erlingssøn virkelig havde eller udgaves før at have faaet. Men Kongens Formyndere Bjarne Erlingssøn og Andreas Plytt satte sig kraftigen herimod; det kom til aabenbart Brudd mellem den geistlige og verdslige Magt, hvilket har skaffet Kongen i en senere Tid Øgenavnet „Præstehader“. Erkebiskop. Jon lyste Bjarne og Andreas i Band, men Bandsættelsen agtedes ikke, og Andreas Plytt, som døde bandsat, blev desuagtet høitidelig begraven i Bergen. Formynderne havde styrket Kongedømmet, saa det turde trodse den geistlige Arms Magt, Baronerne stode alle paa Kongens Side, og Erkebiskoppen døde 1282 landflygtig i Skara. Erkestolen stod nu i 5 Aar ledig, medens begge Parter førte sin Sag for Paven, og da Jørund endelig i 1287 af Pave Honorius IV valgtes til Erkebiskop, maatte han som saadan aflægge Lens-Ed til Kongen som dennes Jarl, et djærvt Indgreb i Kirkens Ret, som Kongens Raadgivere foranledigede, men Eftermanden Kong Haakon i 1310 atter ophævede som stridende baade mod Kirkens og Rigets gamle Vedtægter.^[1] Men den varige Følge af denne de verdslige Høvdingers heldige og mærkelige Optæden mod Geistligheden blev, at denne ikke i Norge fik tilrevet sig den omfattende og skadelige Indflydelse hvoraf den i Nabolandene var eller senere kom i Besiddelse. De samtidige danske Konger Erik Glipping og Erik Menved maatte til Kongedømmets store Skade opgive lignende Forsøg mod Prælaterne, fordi de ikke fandt Bistand hos de verdslige Stormænd. At dette derimod var Tilfældet i Norge, skyldes maaske især Hr. Bjarne Erlingssøns Myndighed og store Indflydelse paa sin Samtid. Vi have hermed i Grunden anført nok til Oplysning om Bjarnes politiske Virksomhed, da det her ikke er Stedet til at give fuldstændige Efterretninger derom. Det maa da være nok at tilføie, at han fremdeles under Eriks og Haakons Regjeringer ligetil sin

1. Dipl. Norveg. I. No. 125. Suhms Danm. Hist. X. 909–910. Torfæi Hist. Norv. IV. 372.