overdraget til Hr. Erling som Rigsforstander en Værdighed, han synes at have beholdt ligetil Kongen i 1333 blev myndig. Hermed staaer en lidet oplyst Begivenhed i Forbindelse, hvori Erling tillige var indviklet. I dette Aar, fortæller Annalerne, forholdt Hr. Erling, Hafthorssønnerne (Kongens Fættere Jon og Sigurd) vi Ulf Saxessøn, Kongen Tønsberghus, men gave sig siden i Kongens Vold, som lod dem beholde Liv og Gods undtagen Ulf, der rømte af Landet.[1] Sammenhængen hermed kjendes ikke, men Følgen blev, at Erling ikke længere beholdt den forrige Indflydelse paa Rigsstyrelsen, men uden Tvivl holdt til paa Giske, for hvis Familiekapel han i 1345 erhvervede 100 Dages Aflad af Pave Clemens VI. I 1347 nævnes han som Sysselmand paa Søndmøre. Kun ved vigtigere Anledninger tager han atter Deel i det offentlige Liv. Hans Navn findes saaledes i Spidsen for den Ytring af Misnøie mod Kong Magnus’s Regjering og Foreningen med Sverige, som aabenbarede sig ved at den umyndige Søn Haakon i 1343 ved et Høvdingemøde paa Varberg 15 August toges til Konge i Norge under Faderens Formynderskab.[2] I 1347 var han 15 Juli i Lødese i Vestergøtland, hvor samtlige Rigets Biskopper og de øvrige Rigsraader forseglede Kong Magnus’s og Dronning Blankas norske Testamente.[3] Den sorte Død 1349 har maaske givet Anledning til, at Hr. Erling i Aaret 1350, altsaa henimod 60 Aar gammel, med to Svende drog til Rom, hvorfra han ved Paasken 1351 vendte tilbage i Følge med den der viede Erkebiskop Olaf.[4] Om det var paa denne Reise eller endnu senere, at Hr. Erling faldt i engelsk Fangenskab, hvoraf han af Erkebiskop Olaf blev udløst, vides ikke. Denne mærkelige Omstændighed i hans Liv kjendes kun af en Optegnelse i Aslak Bolts Jordebog, at han pantsatte Thjøttø og Telgarheim,
- ↑ Annal. Island. 238. Han kom dog siden tilbage og i Embede.
- ↑ Orig. i danske Geheimearchiv, trykt i Saml. V. 575–579.
- ↑ Saml. anf. St. S. 587.
- ↑ Annal. Island. 282. Er nogen af Erlings Slægt død af Pesten, maa det være Bjarne (nedenf. S. 61) og den Søn Uvienus (Vidkun), som i Saml. I. 130 tillægges ham, og som ellers ikke forekommer. Er der ikke en Forvexling med Farfaderen, maa denne Vidkunn været meget yngre end sine Søskende, og neppe have naaet Myndigheds Alder.
