dikes og Mester Jens’s Begjæring formildet til 10 Marks Bod af hver Skyldig.[1] Aaret derefter (1499 i August) var Peder Griis, dog maaskee kun midlertidigt Høvedsmand paa Akershus, paa samme Tid som Kong Hans paalagde Hr. Knut Alfssøn med Biskop Herman af Hammer og nogle Lagmænd at dømme i en Pengesag mellem denne samme Peder Griis og Henrik Krumedike; men fra denne Befaling, som synes at være stilet imod sidstnævnte, hvis gamle Fiendskab mod Slægten „af tre Roser“ ikke kunde være Kongen ubekjendt, maa Knut have unddraget sig; thi han har ikke taget Deel i Dommen.[2] Mærkeligt er det fremdeles, at Krumedike har hævet og til Kongen indbetalt den Knut Alfssøn tildømte Bod for dennes Tjener Lasse Skjold.[3] At Kongens Mistanke mod Knut nu er vakt, sees af hans Breve fra denne Tid til Krumedike. „Forfare I, skriver han til denne 29 Sept., nogen Ærende af Hr. Knut Alfssøn, som anderledes lyde eller have sig, end som tilbørligt er, da giv os det tilkjende, og vær ude og forhør, hvad hans Bedrift er. Vi vide ei, om vi meget s til ham maa forlade.“ – „Vi bede eder kjærligen, skriver Kongen 23 Okt. s. A., at I lader forfare, hvad Hr. Knut Alfssøn har for Hænder, og om I kunde faa at vide, hvo det maa være, som gjør Almuen saa uvillig.“[4]
Saaledes stod Forholdet spændt, da Efterretningen om Kongens og Holstenernes Nederlag mod Ditmarskerne i Februar 1500 satte Mod i Sturernes Parti i Sverige, til hvilket Knut nu aabenbart sluttede sig. Hele Aaret 1500 og det første Halvaar 1501 hengik med Underhandlinger; men da Kongen ikke vilde eller kunde afhjælpe Klagerne, opsagde Heming Gad, Sturerne, Knut Alfssøn o. Fl. ham Huldskab og Troskab paa et Møde i Vadstena (30 Juni ell. 20 Juli) 1501.[5] I en udførligere Fremstilling af deres Klagemaal mod Kongen, ligeledes fra Vadstena af 27
