Mord blev Mester over Oslo og Akershus, stævnede han Thing paa Torvet i Oslo 26 Aug. 1502, indfandt sig der med de Tjenere og Medfølgere, som vare tilstede, da Hr. Knut blev ihjelslagen, og lod de tilstedeværende Lagmænd forkynde Lovens Bud om de Mænd, der forraade Kongen. 36 tilkaldte Borgere i Oslo dømte da Hr. Knut for en Landsforræder, der som saadan havde forgjort sin Fred og sit Gods, Odelsgodset medregnet. Derpaa førte Krumedike (for at frigjøre sig som Ridder for den Nidingsdaad at have myrdet en Mand, der med frit Leide havde indfundet sig hos ham) Vidner om, at Knut havde brudt sit Leide ved at komme til Oslo med større Hær end de 100 Mand, Leidet skal have tilladt, ved under dette at fange Biskop Herman og en af Kongens Mænd Anders Amundssøn. Fremdeles paastodes, at det havde været Hr. Knuts Agt at afbrænde Oslo Nat til Fredag, som han om Thorsdagen blev ihjelslagen. Forfærdede over slig tiltænkt Ondskab mod deres By, og omringede af Krumedikes Tropper, dømte Borgerne naturligviis, at Knut selv havde brudt sit Leide, frikjendte hans Banemænd, dømte alt hans Gods under Kronen, og hans Lig til Kongens Miskundhed.[1] Denne sidste var dog ei større, end at Liget blev staaende over Jorden (d. e. ubegravet) i 12 Aar.[2] Derimod gav Kongen, formodentlig for ei at gjøre sig Knuts indflydelsesrige Arvinger altfor fiendske, paa det svenske Rigsraads Forbøn ved Forliget i Kjøbenhavn 1504 efter med Hensyn til Godset, idet han tillod Hr. Knut Alfssøns Børn at annamme deres fædrene og mødrene Gods igjen, hvor det laa i Norge.[3] I det mindste forpligtede han sig i 1504 hertil, og har vistnok for en væsentlig Deel opfyldt Løftet; men noget af Godset har han dog beholdt; thi Bjørøens Gods i Namdal, som Hr. Knut havde pantsat til Erkebiskop Gaute for 200 Mark, skjænkede han i 1505 til Nidaros Domkirke som
- ↑ Dommen findes endnu i flere Original-Exemplarer, og i forskjellige dog i alt Væsentligt overeensstemmende Versioner. Den er trykt hos Hvitfeld 1042–1043, i Danske Mag. 3die R. II. 48–50. En tredie Original findes i Dipl. Arn. Mag. fasc. 97 No. 2. Det var og rimeligt, at Krumedike stræbte at udbrede denne sin Frifindelse.
- ↑ Hvitfeld S. 1043.
- ↑ Hvitfeld S. 1052. Hadorph. II. 394.
