ning.[1] Senere sendte Kongen ham som øverstbefalende til Øland, Gotland og Finland, for at bevare disse i 1518 erobrede Provindser, hvilket ligeledes ved Søren Norbøs Hjælp lykkedes.[2] Endelig aabnedes 1520 Kong Christierns Hovedangreb paa Sverige, og Landhæren anførtes af Otte Krumpen og Karl Knutssøn. Efterat have slaaet Svenskerne paa Isen ved Bogesund 19 Januar, hvor Steen Sture blev dødelig saaret, og med stort Tab trængt frem gjennem Tiveden, aftvang de Rigsraadet Vaabenstilstand og senere 7 Marts en Fred i Upsala, hvorved Christiern erkjendtes som Sveriges Konge og almindelig Amnesti lovedes.[3] Men Steen Stures uforfærdede Enke Christina Gyllenstjerna nægtede, understøttet af hele den svenske Almue og i Besiddelse af Stockholms Slot, at tiltræde dette Forlig, og Fiendtlighederne vedbleve. Under de blodige og forbitrede Kampe, som nu leveredes ved Upsala og i Egnen om Stockholm, blev Karl Knutssøn truffen af en Kanonkugle fra Stockholms Slot.[4] Han oplevede saaledes ikke den Sorg at see sin Broder Eriks Hoved falde efter den Konges Bud, han selv saa trofast havde tjent.
Til hans private Liv kjendes saare lidet. I 1516 mageskiftede han nogle Gaarde i det Throndhjemske til Erkebiskop Erik Valkendorf mod 2 Gaarde paa Søndmøre i Nærheden af Giske, hvortil han da skrev sig,[5] og samme Aar lod han sig af 12 Mænd give en Erklæring om, at nogle Gaarde siden før Sigurd Jonssøns Tid og lige til Hr. Knut Alfssøn blev slagen upaatalt havde ligget under Giske.[6] Da han vistnok ikke var gift, og ialfald ikke
- ↑ Danske Magaz. 3die Række II. 157–160. 162–164. Behrmann I. 142. II. 94. Af Karls Breve paa sidstnævnte Sted synes det rimeligt, at det er hans Klage over sit Nærsøskendebarn Hr. Knut Knutssøn (Baad), der har givet Anledning til dennes Henrettelse, der urigtig er henført til Aaret 1517.
- ↑ Behrmann Christ II. Hist. I. 144.
- ↑ Forliget med Kongens Stadfæstelse hos Hadorph II. 437.
- ↑ Bombarda percussus. Script. R. Dan. II. 562.
- ↑ Dipl. Norv. I. No. 1049.
- ↑ Orig. i danske Geheimearchiv.
