Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur IV.djvu/95

Denne siden er ikke korrekturlest
91
om Besidderne af Giske Gaard.

sig til at udbetale, imod at Lunge indestod Karine for, at Godsets Aflevering nu ikke skulde møde flere Hindringer.[1] Det er dog usikkert, om selv dette Forlig er opfyldt af Fru Ingerd Ottesdatter, eller om Karine Alfsdatter før sin Død, der maa være indtruffet paa Grefsheim i Julen 1536,[2] har faaet fuld Raadighed over sit Gods Nordenfjelds.

22. Gyrvild Fadersdatter, som nu arvede Giske, var en Datter af Fader Nilssøn (Sparre, efter Vaabenet kaldet Gyldensparre) til Hjulstad i Sødermanland, og Hr. Knut Alfssøns Datter Bodil, og disses eneste Barn, der naaede Skjels Alder. Hun var tre Gange gift. 1) i 1532 (?) med Peter Nilssøn Grip til Foldenes, der druknede kort efter Brylluppet; 2) i 1534 med Hr. Truid Gregerssøn Ulfstand til Torup, medens han med Nils Lunge og Axel Juel opholdt sig som dansk Sendebud i Sverige; og efter hans Død 19 Novbr. 1545[3] 3) med den danske Rigsraad Hr. Lage Brade til Krogholm, før Juli 1547. Den rige Kvinde sad altsaa ei længe Enke. Efter sin tredie Mands Død 1567, da hun har været omtr. 50 Aar gammel, giftede hun sig ikke mere. Hun havde kun eet Barn, nemlig en Søn af andet Ægteskab Nils Ulfstand, men han døde ung 1548, og den barnløse Enke, som tilbragte sin Alderdom paa Byringe Kloster i Skaane, hvormed hun af Kongen paa Livstid var forlænet, og hvis hele Slægt i Norge var uddød, skjænkede ved Skjøde af 1 Marts 1582 alt sit norske Gods til Kong Frederik II. Det Nationalhad, Aarhundredets Krige havde vakt mellem den dansk-norske Stat og Sverige, har ventelig bevæget hende til aldeles at forbigaa sine Nærsøskendebørn i Sverige, Hr. Thure Jønssøns Børn og disses Afkom, uagtet hun selv var svensk født. Kongen skjænkede hende til Tak for denne store Gave sit og sin Dronnings Contrafei til en Amindelse og

  1. Sammesteds No. 3321.
  2. Dipl. Norv. I. No. 1087.
  3. Ifølge en Ytring i et Brev i Geh. Arch. er han død 8 Dage efter Matrtini, ifølge Tillægget til den Skibyske Krønike derimod før denne Festdag. „Obiit ante Martini valde misere, qvantumvis ditissimus auro fuit. Script. Rer. Dan. II. 601.