„Der vil neppe hos os kunne paavises nogen Folkedigtning i metrisk Form, der i samme Grad som denne godtgjør, hvor bestemt endnu en fjern Fortid lever i Folkets Sind. Draumekvædi er hverken mer eller mindre end den ældre Eddas Sólarljóð, omformet til en Romance. Der lader sig her ikke blot paavise enkelte Strofer, der ganske svare til det nævnte Eddadigt, men begge Poesiers hele Grundtanke og Grundanlæg ere de samme. Kun er Sangen istedetfor i den døde Faders Mund lagt i hellig Olafs, mer udviklede Træk af ren katholsk Tro fremtræde, dog fremdeles ved Siden af Aasatroen, og det hele er omstøbt i Romancens sangbare Strofer og udstyret med Omkvæd, der mærkelig nok her vexle efter Indholdets Natur.“ Saaledes Jørgen Moe paa anførte Sted.
Solsangen[1] og Draumekvædi udfylde hinanden gjensidig: Dødskampen, Døden og Ligleiet skildres udførligere kun i hint Digt, Sjælens Fart til den anden Verden mest i dette, Straffene hisset i begge, Paradisets Glæder i Solsangen, Dommedag udelukkende i Draumekvædi. Ingenlunde tør man antage, at alle eller de fleste af de Strofer i det thelemarkske Kvæde, der intet Tilsvarende have i Eddadigtet, i senere Tid ere tildigtede; deres Indhold fører os tvertimod langt tilbage i Middelalderen, og de i Landstad A V. 20–38 indeholdte Forestillinger ere vistnok endog i sin Grund ren-hedenske, have fra ældgammel Tid af været hjem-
- ↑ Jeg ser her bort fra Digtets V. 1–33, der indeholde moralske Lærdomme under forskjellig Indklædning og ei staa i nogen nøiere Forbindelse med de følgende Afsnit, ligesom de heller ikke I mindste Maade vedkomme Draumekvædi.
