maniske og østerlandske – allerede i sig selv beslægtede – Forestillinger slynget sig sammen.
Gjallarbroen fører, som alt sagt, over Floden Gjøll C. e. den brusende, af gella). I Grimnesmaal V. 28 nævnes blandt Floderne, som strømme fra Hvergelmer, Gjøll og Leiptr; „de falde Menneskene nær og falde herfra til Hel.“ I Solsangen V. 42 heder det: „Solen jeg saa; saa den straalte, at jeg tyktes mig Intet sandse; men Gjølls“[1] Strømme bruste ad anden Vei, blandede meget med Blod.“ Ogsaa Erindringen om denne Strøm har vedligeholdt sig i Draumekvædi; det heder hos Landst. A 17 (efterat Helvede er nævnt):
dei kom saa vaate fram.
I „Godskalks Søn“ fortælles, at Sjælene paa Vandringen til hin Verden skulle over en Flod, fuld af Jærnspidser; Trestykker svømme af sig selv til Stranden og optage de Fromme, medens Jærnspidserne sønderrive de Ugudelige, naar de vade over. Dette Træk om Jærnspidserne eller Sværdeggene svarer mærkelig til Beskrivelsen af Underverdenens Flod Sliðr i Vøluspaa V. 40: „Den falder østenfra gjennem Edderdale med Dynd og Sværde“, jfr. Saxo I. S. 51 Müll.[2] Saavel i selve de Dødes Hjem som i de Egne, Skyggen skulde gjennem, før den naaede did, tænkte man sig Strømme, ogsaa de paa det sidste Sted bleve da ofte Pinesteder for de Ugudelige. Ogsaa vexle Forestillingerne deri, at Sjælene snart vade eller paa en Baad ro over Floden, snart fare paa Broen, der fører over den (jfr. Grimm. Myth. 794).
Lignende mythiske Beretninger om en Flod ved Indgangen til de Dødes Verden findes hos mange, beslægtede og ubeslægtede Folkeslag, saaledes som bekjendt hos Hellenerne; mærkelig overensstemmende med vore ere især Indernes, der ere os meddelte af Kuhn i Zeitschr. f. vgl. Sprachforsch. II. 315 ff. Til
