Den første Linje, der af Nogle ogsaa anvendes i L. A 38, gives paa anden Maade: Vende eg meg at bellarstigen. Begge Udtryk ere, som Landstad rigtig har indseet, forvanskede; men om hans Formodning „ein vette-stig“ (hvilket han oversætter „Gudevei“) træffer det rette, betvivler jeg, ligesom det er sikkert, at vetterbrauti (Melkeveien) d. e. Vinterveien ikke egentlig skulde hede vetterbrauti. Tør man antage, at her egentlig har staaet ein viktar–stigr af et subst. vikt f. af vikja (bøie af til Siden), altsaa Sidevei?
der var meg ingin mann kend’e,
berre hon sæle gullmór mi
með rauðe gull (eller: gullband) paa hende.
Blot Variant hertil er L. A 40; ikke kan man med Landstad optage i Texten dette Vers efter V. 38. 39, hvor Skjærsilden er omtalt, ved Siden af V. 42, der er sat i Forbindelse med Paradis: man maa jo tænke sig, at Drømmeren kun paa et Sted, og det vel ved Paradis, ser sin sæle gullmór. Passende sammenligner ellers Landstad S. 91 Legenden om Ansgar: denne ser i sin Drøm tæt ved det sumpige Sted, hvori han er nedsunken, en yndig Sti, ad hvilken en herlig Kvinde – det var Jomfru Maria – skred frem fulgt af flere andre Kvinder, blandt hvilke han gjenkjendte sin Moder; gullmór skal da være et Kjælenavn: dyrebare Moder. Moe har Varianterne gamle guðmór (hvoraf det ligebetydende gullmór er opstaaet ved den almindelige Overgang fra ð til l, ll) og góðe stjúkmór. Maaske har oprindelig været ment „Guds Moder“ Jomfru Maria;[1] naar hun da her siges at have „røde Guldbaand paa Hænde,“ stemmer dette med et Træk i Eventyret „Hanen og Hønen i Nøddeskoven“ (Asbjørnsen og Moe No. 16), hvor nemlig Hanen faar røde Guldbaand til Linden af Jomfru Maria.
meg mone ’ki bedre gange:
- ↑ Mulig kunde og Drømmeren kalde hende sin Gudmoder, jfr. Asbjørnsen og Moe norske Folkev. No. 8, „Jomfru Maria som Gudmoder.“
