Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur VII.djvu/126

Denne siden er ikke korrekturlest
120
Sofus Bugge.

Legemet ligge, kommer en Hær fra Himmelens Stjerner, en anden fra Helvede (Beget); de stride om den;“ i Draumekvædi er det derimod ved Dommedag, at de to Skarer ride sammen. For Resten vil jeg ikke undlade at antage Muligheden af at der i denne Draumekvædis legendariske Skildring af Dommedag kan have forstukket sig Træk, der tilhøre den hedenske Mythe om Ragnarøkk, Gudernes sidste Kamp. Man jevnføre i denne Henseende den halvkristelige Farvning som den hedenske Mythe i flere Folkesagn har erholdt; saaledes i holstenske Sagn (hos Müllenhoff No. 507 ff.), hvor til den store Kamp, en sort Konge paa en sort Hest og en hvid Konge paa en hvid Hest ride sammen; den sidste blæser i sit Underhorn, og en vældig Hær samler sig om ham, med hvilken han slaar sine Fiender; se og Grimm Myth. 911 ff., Kuhn norddeutsche Sagen S. 496. Den hvide Konge er rimelig med Kuhn nærmest at antage for Heimdall, den hvide Aas, som i den sidste Strid kjæmper med Loke; hans Underhorn er da paa engang Gjallarhornet, hvormed Heimdall vækker Guder og Einherjer til Kamp, og Bibelens Doms-Basun, „det himmelske Horn“ (Muspilli 139), St. Michaels Lur.[1]

Naar endelig ved selve Dommen St. Michael staar med Skaalevegt i Hænde og veier Menneskenes gode og onde Gjerninger, forekommer denne Forestilling ogsaa ellers i Middelalderens Legender (Grimm Myth. 819).


  1. En lignende Dragt bærer ogsaa et Sagn i Fornm-Sög. VI, 194 ff., som jeg gjengiver efter Keyser (Nordm. Religionsforf. S. 72): Det var kort før Kristendommens Indførelse paa Island, at Hall paa Gaarden Hof i Alptafjorden ved Vinternat holdt et Gjæstebud (uden Tvivl et Offergilde til Disernes Ære). Spaamanden Thorhalle, der var blandt Gjæsterne, forbød Enhver at gaa ud om Natten; thi saadant vilde drage Ulykke efter sig. Da Alle vare gangne til Sengs blev der tre Gange banket paa Døren; men Ingen agtede det uden Halls Søn Thidrande, der laa Døren nærmest. Han troede det var Gjæster, der ankom, sprang op ved den tredie Banken og gik ud med sit Sværd i Haanden. Da han i Førstningen Intet blev var, fjernede han sig noget fra Døren; men nu hørte han Hestetrampen og saa ni sortklædte Kvinder med dragne Sværd ride fra Norden, og ni Kvinder i lyse Klæder paa hvide Heste ride fra Sønden over Marken. Han vilde nu ind; men de sortklædte Kvinder kom i Veien for ham