Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur VII.djvu/198

Denne siden er ikke korrekturlest
192
Litterære Efterretninger.
Rettelser og Tillæg til Afhandlingen om Draumekvæði.

S. 109. Ogsaa Saxo, S. 423 Müll., omtaler en Flod, som stiller mellem Menneskenes og Jøtnernes Verden, og en guldbeslagen Bro over den, som ingen Levende maa betræde.

S. 112 L. 14 f. o. Gjallarhejlen læs: Gjallarhylen.

S. 114 L. 10 f. n. tænke læs: tænkte.

S. 115 L. 16 f. o. Hind læs: Hird.

S. 116. Maaske er gaglemýrann nærmest at forklare af oldn. gagl n., Gaaseunger; man har da tænkt sig Sjælene i Fugleungers Ham: de kunde ej ret flyve og sank saa i Myrerne. Sammenlign ellers Sagnet hos Sv. Grundtvig „Gamle danske Minder i Folkemunde“, S. 6 flg., hvor en Levende følger sin døde Ven, der Julaften (ligesom Olaf Aastasøns Sjæl Julaften farer ud til den anden Verden) har besøgt ham, paa Vejen til de Dødes Boliger: „De kom da til et stort Vand, og der saa den levende Mand at der fløj saa mange Fugle over. Den Døde spurgte ham da, hvad han troede, det var. Manden mente, at det vel var vilde Fugle; men den Døde sagde, at det var en stor Feiltagelse, for det var de Børn, som ikke i levende Live havde faaet Daab og Kristendom, derfor maatte de nu saaledes flyve her over Vandet“. Se ogsaa N. M. Petersen, nordisk Mythologi S. 429.

Ogsaa andre Nationer, der maatte døje meget ved de i deres Land værende Sumper og Myrer, overførte disse til sit Helvede, saaledes Letterne og Inderne.

S. 117 L. 9 f. o. vetterbrauti læs: vettebrauti. Min Formodning om det forvanskede Ord i Draumekvæði er vel alt for usikker. Snarere maaske betegner Drømmeren her Stien, hvorover han for, ligefrem som vetrarstigen d. e. Vinterstien, Melkevejen, hvilket stemmer med, hvad jeg ovenfor har bemærket om Gjallarbroen og om, at den baade fører ned til Underverdenen og op til Gudernes Boliger. Sammenlign ogsaa det anførte Sagn hos Sv. Grundtvig: „Den Døde sagde, at han maatte afsted, da han ikke turde blive længere borte, og han bad da Vennen følge sig paa Vej. Da de kom til Graven aabnede den sig, den Døde gik ind, og den Levende fulgte ham. De kom strax efter til to Veje, den ene var smal og grøn, den anden bred og sandet. Den Døde spurgte da den Levende om, hvilken af de to Veje han vilde gaa, og fik til Svar: den brede. Men den Døde sagde, at det var en meget fejl Tale: for den brede Vej førte lige til Helvede; han skulde heller følge med ham ad den smale grønne Sti“. Af dette Sted turde en hos Kuhn og Schwarz „norddeutsche Sagen“ fra Saterland meddelt Benævnelse paa Melkevejen oplyses, nemlig de ssûnpât d. e. den sandede Vej (Kuhn vil heller forklare Ordet som „Sonnenpfad“).

S. 120 L. 5 f. o. antage læs: paapege.