gyndelsen af næst foregaaende Capitel benyttede. Mærkeligt er det forøvrigt, at Lovene før Chr. den IV. ikke sees omhandle, at Odelsgods, som gjennem tvungen Afstaaelse til Privatmand er gaaet ud af den odelsberettigede Æt, kan indløses af samme. Men dette kommer sandsynligviis deraf, at egentlige Indførsler vistnok have været høist sjeldne, i det mindste forekommer i vore hidtil trykte Diplomer intet Exempel paa en saadan Retshandling, der dog efter Lovenes Ord i G. L. Cap. 35 og 37, Fr. L. X. 17, N. L. L. Kjøbebolk Cap. 3, Chr. IV.s Lov sammesteds Rb. 1280 Art. 15 og 16 Rb. 2 Mai 1313. 7 virkelig kunde finde Sted; hvis der imidlertid i Praxis hyppigen forekom Anvendelse af disse Lovsteder, maatte uden Tvivl Diplomer desangaaende forefindes da det netop i saadanne Tilfælde maatte være Erhververen magtpaaliggende at forskaffe sig og opbevare sikre og gyldige Hjemmelsdocumenter. Derimod forekommer der mange Exempler paa, at Debitor til Dækkelse af sin Gjæld har overdraget Creditor Jord til gjenkaldelig eller uigjenkaldelig Eiendom; til saadanne i Formen frivillige Afstaaelser har Debitor vel i Regelen, naar Dom var overgangen ham, seet sig nødt for at undgaa Straf for Domrov, der efter Christian IV.s norske Lov Thingfarebolk Cap. 6 og maaskee ogsaa efter M. L. Thingfarebolk Cap. 5, (se Varianten ved No. 28) kunde stige til Fredløshed, jfr. Rb. 14 Septbr. 1307.
Efter Magnus Lagabøters Landslov var Odelsretten ubestridelig i sit Væsen en Løsningsret en Omstændighed, der ikke lidet taler til Fordeel for den Anskuelse, at det samme ogsaa har været Tilfælde efter de ældre Love. Den nyere Landslov paabyder nemlig ikke alene, at Odelsgods forinden det sælges, skal lovbydes alle Odelsberettigede, men opretholder endog, uagtet Lovbydelsen, disses Løsningsret, ialfald indtil 60 Aar efter Salget, naar de kun hvert tiende Aar lyse Pengemangel, og er Lovbydelsen forsømt, synes de Odelsberettigede at have Adgang til at indløse Godset, saa længe det ikke er odelshævdet af Kjøberens Æt.
Odelsret omtales vistnok i Forbigaaende i Bylovene, se f. Ex. Magnus’ Bylov, Arvebolk Cap. 7, men da landabrigð, eller den saakaldte Odelsløsningsbolk er udeladt af denne Lov, er det klart, at man ikke har antaget, at dens Bestemmelser kunde komme til Anvendelse paa Byeiendomme. Derimod paalægger Byordningens Cap. 5 den, som vil sælge et Huus i en By, først at
