Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur VII.djvu/243

Denne siden er ikke korrekturlest
237
efter de gamle norske Love.

men hiint præscriberet. Det Eneste, som herved kan bemærkes, er, at denne Betragtning maaskee har været hiin Tids Lovgivere for hin.

Fr. Loven har saaledes almindelige Præscriptionsbestemmelser af indgribende Vigtighed, derimod kjender den næsten ikke specielle Præscriptioner af det Slags, som vedkomme os her, jfr. dog IX. 5, som synes at fastsætte 12 Maaneders Præscription for Arvingers Ret til at kræve Arv efter den, der er død som gestfeðri hos en anden. Af Bestemmelser om Hævd forekommer kun XIII. 10, som opstiller en Hævdsperiode af 10 Aar for den der omhandlede Servitut, XIV. 3, hvorefter Kirken hævdes til Eiendom ved 30 Aars Besiddelse, medens der ingen Hævd kan fanges imod Kirken, (vistnok indkommet fra den kanoniske Ret), samt XIV. 7, jfr. M. L. VI. 61, Chr. IV. L. ibid., N. L. 3–12–2.

Af mindre Betydning har Præscriptionen været efter G. L. Denne Lov mangler almindelige Bestemmelser desangaaende, svarende til F. L. IX. 29, X. 28, XII. 1 og X. 1. Det er saaledes ikke udtrykkelig sagt, at en Eier maa søge sin Ting tilbage inden en vis Tid, enten efterat den er ham frakommen, eller efterat han er bleven vidende om, hvor den forefindes. Man finder imidlertid ikke saa faa Spor af Præscription eller Hævd, hvilende paa samme Grundsætninger og tildeels endog udløbende i samme Perioder, som den i F. L. omhandlede. G. L. Cap. 86, som bestemmer, at den, der har havt Sæter eller Skovstykke upaatalt og uspildt i 20aarig Besiddelse, fremdeles skal beholde samme, Cap. 61, hvorefter Trællen hævder sin Frihed ved i 20 Aar at have udøvet fri Mands Rettigheder Cap. 53, hvorefter Arvingernes Ret til at bryde et ulovlig stiftet Fællig mellem Egtefæller præscriberes ved 20 Aars Taushed, jfr. Cap. 125, hvorefter 20 Aars Samliv med Frille fynrs at danne Egteskab jfr. Cap. 66, 272 og 276, hvile klarlig paa den Grundsætning, at Retsforhold, der have bestaaet i 20 Aar, kunne forlanges respecterede, selv om der klæber Mangler ved deres Oprindelse. Paa den i F. L. X. 1 deelviis optagne Grundsætning, at man, saa snart skee kan, bør tilbagesøge de Gjenstande, som uretteligen ere komne i Andenmands Besiddelse synes G. L. Cap. 48 og 56 at være byggede, for saa vidt de bestemme, at den ene Sameiers Ret til at tilbage-