paany, og derefter uddeles da hins Lod mellem alle Arvingerne, og, i Tilfælde, den gjenlevende Egtefælle (Manden tager altid en Broderlod og Konen arver med bedste Barn). Meningen er altsaa, at de forhen Udskiftede skal tage Deel i alle de Forandringer, som Fælliget, siden Udskiftningen har undergaaet. Hertil var de dog neppe forpligtede, uden i det Tilfælde, at de havde faaet mere, end der tilkom dem efter Boets Tilstand i sin Tid; thi i dette Tilfælde maatte der ubetinget konfereres. Barnebarn var derimod efter Sk. L. fritaget for at konferere med Besteforældrene, Onklerne eller Tanterne, hvad dets Fader muligens i sin Tid kunde have faaet for meget, men Vald. Sj. L. gjør ingen Forskjel mellem Barn og Barnebarn, se Vald. Sj. L. 1–1 § 14, jfr. Er L. 3–10, And. Sunes. III. 3. Alle disse Bestemmelser er igjennem J. L. 1–14 og 15 gaaede over i Christian den 5tes Lovbogs Bestemmelser om collatio bonorum i 5–2–61 (ikke tillige 62) og 5–4–11, men hvor de egentlig har erholdt en ganske anden Betydning. Om udskiftede Børns Arveret til Forældrenes Andel i Boet bruger Lovene Udtrykket „at de rejse den Dødes Hovedlod“; thi ved andre Udarvinger bliver der, som oven bemærket, hverken Tale om noget Skifte eller Hovedlod, men det nye Forhold i Samejet, indtræder ipso jure (se endnu Vald. Sj. L. 1–3 § 4 og 5).
Mellem Egtefællerne indbyrdes var Fælliget nødvendigt; ligesaa med Fællesbørn, da det indtræder ved deres Fødsel. Hvad Børnebørn angaar, da gjaldt fuldstændig Repræsentationsret, saa at deres Anpart retter sig efter hvad deres afdøde parens havde (Vald. Sj. L. 1–1 § 6). Men ogsaa Svigerbørn og Stedbørn kunde være med i Fælliget, og herfor var Præsumtionen, dersom de levede sammen med Svigerforældrene eller Stedforældrene, og deres indbragte Gods ikke udtrykkelig var lagt i Fællig (d. e. bestemt, hvad vedkommende har indført) og dette var blevet lyst til Tinge. Efter Er. Sj. L. 1–11, – hvilken Bestemmelse dog ikke findes i de ældre Love, – kunde dette endog ikke ske, uden vedkommendes Samtykke, men det beroede naturligvis paa Svigerforældrene, om de vilde modtage sit Svigerbarn i Huset eller om de heller vilde udskifte sit eget Barn af Fælliget, efter 1–7. Om Stedbørn haves ingen saadan Bestemmelse, men her beroede det ogsaa paa
