den Formuestraf. Thi enhver Formuestraf gaar jo ud over begge Egtefæller, naar man ikke har udtrykkelige Bud svarende til isl. Grág. Festab. 23 og M. L. V. 5; og især er den besynderlig, naar den foreskrives for Fornærmelser mellem Fællerne selv. Men da man nødvendigvis maatte have positiv Lovhjemmel for, at den, der havde „forbrudt sin Boslod“ dermed ogsaa havde tabt sin Ret til det tiloversblevne, saa sees det, at man ikke kommer videre, end til den Erkjendelse, at det tager sig noget uformeligt ud at fastsætte Bøder til en alikvot Del af et Bo, som flere eje i fuldkomment Fællesskab, uden at man dog deraf, at de ere saaledes ansatte, har Ret til at slutte, at intet Fællesskab finder Sted. Og Navnet kan naturligvis intet gjøre til Sagen, især hvor man, som her, kjender dets historiske Oprindelse.
Hermed formenes det nu at være bevist, at Meningen i Chr. V. Lovbog var, ligesom i dens Kilde og i de andre gamle danske Love, at etablere en Præsumtion om fuldkomment Formuefællesskab til lige Dele mellem Egtefolk,
at der af Lovbogens Forbud mod Afhændelser mellem Egtefolk, samt af Navnet, Boslods- og Hovedlods-Forbrydelse intet som helst Argument lader sig udlede,
at det forklarende Tillæg i 5–2–58 og 59 staar ganske unødigt, og intet beviser, da det oprindelig er indkommet herved, at en tidligere gjældende modsat Regel skulde ophæves;
at derimod 5–3–31 og 32 samt Forudsætningen i 5–3–44 staar i ligefrem Strid hermed, at denne Lovstrid er virkelig men at disse Artikler kan sættes ud af Betragtning, da de er Levninger af et Institut i den ældre Ret, hvilket Lovbogen selv har ophævet.
Hvor lidet Værd man end vil tillægge den historiske, paa Lovstedets Kilder byggede Lovfortolkning, og hvor meget man end, med Nette, fastholder den Grundsætning at Lovens Anvender skal tage Loven saadan som den nu engang er bleven, – saa kan man dog ikke nægte, at her, hvor Spørgsmaalet er rent videnskabeligt: hvad de, der konciperede Loven, har villet udtrykke, der maa det historiske Bevis for, hvilken Stilling de oftnævnte Artikler indtager, være aldeles afgjørende.
Men nu opstaar ogsaa her det samme Spørgsmaal, som vi havde ved Jydske Lov: hvor vidt denne Lovens Forudsætning
