Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur VII.djvu/289

283

mellem Egtefolk.

er præceptorisk, eller deklaratorisk; om den alene skal gjælde, for saa vidt Parterne ikke udtrykkelig har vedtaget noget andet, eller om det er dem forbudt at vedtage noget modsat. Og dette Spørgsmaal bliver for Chr. V. Lovbogs Vedkommende lettere at besvare. Det vil nemlig sees, at Lovbogen lige saa lidt, som dens Kilde, har befattet sig med nogen egentlig Anordning af Forholdet i dets Helhed, men taget dette saaledes, som det faktisk viste sig, og deraf fixeret nogle bestemte Punkter. En af disse saaledes fixerede Regler er den, at Livsarvingerne har en ubetinget og selvstændig Ret til det halve Bo (5–2–19), og denne kan altsaa ikke ved nogen som helst Forføjning af Forældrene betages dem. Dernæst kan heller ikke Udarvingerne betages sin Arveret til den Afdødes halve Hovedlod ved nogen dispositio mortis causa, uden til Fordel for gudeligt Brug (jfr. dog 5–2–22). Spørgsmaalet bliver altsaa, om det lovligen gaar an, at Egtefolk, som ingen Livsarvinger have, ved dispositiones inter vivos stifte Særeje? Og da maa det vel mærkes, at Lovbogen selv i den ny indtagne 5–2–20 ligefrem har udtalt, at den ikke anser det nødvendigt at Egteskabet skal bringe begge Egtefællers Formue til at smelte sammen, idet den Længstlevende har Valget, om han vil dele ligt, eller udlevere til den først Afdødes Arvinger 3/4 af dennes indbragte. Og for at dette kan vides, vil Loven at der skal oprettes nøjagtig Specifikation over hvad Vedkommende har indført eller sednere bekommet. Det kommer her ikke i Betragtning, at Specifikationen ikke er bindende for den som bliver den Længstlevende, men kun hvis begge dø strax efter hinanden (5–2–21). Hvad der er af Vigtighed, er, at Loven selv har erkjendt Egtefællernes Formues ubetingede Sammensmelten for unødvendig; og hermed er i Grunden Spørgsmaalet besvaret. Thi hvad der nu staar tilbage, er alene de 2 Spørgsmaal: 1) om den Længstlevende gyldigen forud kan fraskrive sig det i 5–2–20 givne Valg, altsaa om Egtefolkene kan give Specifikationen en Kontrakts Betydning; og 2) om det oprindelige, virkelige Forhold er det eneste til- ladte, for saa vidt Egtefællerne ikke vil have lige Deling. Disse Punkter er netop de, hvori Egtepagter adskiller sig fra Specifikationer. Men paa begge Spørgsmaal formenes 5–1–2 at give tilstrækkeligt Svar. Thi har vi det først givet, at ikke Loven