sti til alle de merkværdigheter som egger hans nysgjerrighet til alle sider.
En midddmaadig historieskriver, — en forsker av Guds naade. Det norske folks historie er ikke nogen bok, men en samling av høist merkværdige avhandlinger og ekskurser, som snart sagt streifer ind paa alle den nordiske filologis omraader. Han har litet av filosofisk samsyn og store kausalitetslinjer, saavelsom av kunstnerisk grupperings- eller kompositionsevne; men hans kritiske skarpsyn i det enkelte er likesaa forbausende som hans stifindergeni; hvor han tar fat, finder han vei og lægger nyt land under sig, og paa de mangfoldigste omraader har han skapt frugtbare begyndelser som har git og endnu gir hans efterfølgere mere end nok at bestille.
Det norske folks historie blev et fædrelandsk monumentalverk av den største betydning, et opbyggelsesarbeide for norsk fædrelandsfølelse. Vore digtere søkte efter nationale emner i dens skatkammere, forskerne fandt viden og opgaver, det historisk interesserte publikum fordypet sig i storhetstidens minder, og selv de som ikke læste boken, hadde den dog staaende i sine hylder og pekte med stolthet paa de mange bind: Saa megen fortid har vi!
Munch var ikke bare den norske historieforsknings ene forvalter i 20 aar; men samtidig hadde han sit blik aapent for alle historiens hjælpe- og grænsevidenskaper; i arkæologi, geografi, mytologi, sprogvidenskap, folketradition, — overalt traadte
