kritisk, planmæssig i sit arbeide som i sin livsførelse, dypt religiøs i sin livsbetragtnirig, men med et fond av frisk oprindelighet i sin sjæl, en vidunderlig samfølelse med ethvert opkomme av folkenaiviteten, fuld av humor og munterhet, i sin ungdom sprættende lystig med kaate indfald og megen lykkelig respektløshet.
P. C. Asbjørnsen, en mere ublandet kunstnernatur, en barnlig epikuræer, glad i altslags godter, — god mat, god vin, smukke piker — og ros; en noksaa usammensat hedningesjæl, meget mere umiddelbar end Moe, men derfor ogsaa mere tilfældig og ujevn; utpræget virkelighetssans med stænk av sund kynisme; naar han turde slippe sig løs og gi sig sin natur ivold, mere saftig i sit penselstrøk og robustere i sit lune end Jørgen Moe; men naar han kom under indflydelse av den fornemme æstetik, — istand til mindre egte literære kunststykker.
Disse to mænd møttes i det fælles gehør for det folkelig oprindelige. De var begyndt at samle paa eventyr uavhængig av hverandre, omtrent samtidig, — Moe litt tidligere end Asbjørnsen. — De var begge paa det rene med at de her var i nærheten av selve folkelynnets kilder, og de indsaa den store betydning det vilde ha at gjøre nationen delagtig i disse gamle, nyopdagede rigdomme.
Opgaven var ikke let, den var paa engang videnskabelig og kunstnerisk; videnskabelig, fordi eventyrene var dokumenter som fremfor alt ikke
