lige aandedræt som en befrielse fra det lange pust det fremmede og trykkende klædebon hadde paaført os.
Asbjørnsen og Moes eventyr blev med engang folkeboken fremfor alle andre bøker i vor litteratur. Det var naturligvis ikke bare sproget og stilen som gjorde det, men fuldt saa meget indholdet. Her fremtraadte i klart lys vort folkelynne i sin oprindelighet, blottet for den fernis som i aarhundreders bykultur hadde bortnivellert de nationale eiendommeligheter; eventyrene blev for det norske folk noget av en selvaabenbarelse.
Den samme længsel efter en hjemligere uttryksform som hadde skapt Asbjørnsen og Moes geniale fortælling i eventyrene, gjorde sig, som rimelig var, med størst styrke gjældende hos bønderne, eftersom de rykket ind i den historiske bevissthets lys. For dem føltes det danske skriftsprog endnu meget sterkere som en tvang, ja rent ut som en hindring paa veien til kultur og oplysning. Der var derfor hos bønderne en ganske naturlig og historisk begrundet behov til at faa bruke det sprog som levet paa deres læber.
Den mand som paatok sig at tilfredsstille dette behov, var Ivar Aasen, en genial bondegut fra Søndmør, som gjennem trange livsvilkaars næsten uoverstigeige hindringer tilkjæmpet sig den lærdom som var nødvendig for hans sproggenis utfoldelse. Han blev landsmaalets far. Hans ræsonnement kan i yderste korthet gjengives saaledes: det sprog som skrives i Norge, saavelsom det som tales i
