frugtende kilder utover vor nationalfølelse og vor nationaldigtning. Hele vor literatur i de nærmest følgende 20 aar og mere, Welhavens romancer og naturdigte, Jørgen Moes lyrik, Asbjørnsens indledninger til huldreeventyrene, Andreas Munchs digte og dramaet, Bjørnsons bondenoveller, Ibsens og Bjørnsons historiske skuespil bærer præget av at være blit til i den nationale selvfordypelses tidsalder.
Et fælles træk for alle retninger i denne tid, som man har kaldt den nationalromantiske, er at de alle pekte tilbake; øinene var rettet mot fortiden, — av bølgende nutidsliv, av dristig fremtidskrav var der litet. Man fulgte interessert med i hvad der skedde i literaturen og videnskapen hjemme og ute; men det som foregik i virkeligheten — og det var da ikke saa litet og saa litet opsigtsvækkende i disse aar — fandt næsten ikke gjenklang. Motsætningen mellem trediveaarene og firtiaarene er i denne henseende paafaldende. Da rygtet om julirevolutionen naadde Norge, var det ikke bare Wergeland som flammet; alle aviser bølget av deltagelse og begeistring, og Lafayette var ikke bare en pariserhelt, han blev ogsaa en kristianiahelt. I 1848 — næsten ikke en lyd; det vældige pariserutbrud vækker knapt nok nationalromantikernes opmerksomhet. Welhaven føler februarrevolutionen bare som en ærgerlig fredsforstyrrelse og skriver nogen trætte og grætne vers om
