staa foran de klær, de vaaben, Sveriges store kjæmper hadde baaret, eller i Riddarholmskirken foran de erobrede faner eller ved kongeheltenes kister, — — jeg hadde aldrig tænkt mig at kunne staa saa nær en stor tids historie — —»
Han kunde ikke la bli at sammenligne: her var et folk som stod sikkert med røtterne i sin fortid, og hvis selvstændlighetsfølelse derfor var en selvfølgelghet som ingen behøvde at nævne engang.
Og hjemme — der skjelet man mot syd efter sanktion paa sine kulturbestræbelser, — og mot øst med spænding om hvad man der kunde mene om vore forsigtge politiske ytringer av selvhævdelse. Han blev grepen av historisk misundelse og «national selvopholdelsesdrift». Norge maatte bli like saa selvberoende, like saa sikker og selvfølgelig i sin nationalfølelse som danskerne og svenskerne. Det gjaldt at oparbeide «selvstændighetens æresfølelse», — som han kaldte det, og som han savnet saa saart hos sine landsmænd.
Dette blev maalet for hans digtning og hans daad; ikke bare bondenovellerne og sagadramaerne, men at hans nutidsdigtning, det var politik, folkepædagogik.
Likesom alle hans kampe i aviser og paa folkemøter, — like fra hans ungdomskrig for et norsk teater og ind i hans politiske felttog — like til 1905. Dette er for Bjørnsons vedkommende saa oplagt at det er nok at nævne det.
