almindelige i det tætbefolkede Europa. — Kanske har de ikke saa ganske uret.
Individualismen, den heftige trang til selvhævdelse, er vel norsk, skulde jeg tro. Vor historie kan neppe betegnes som disciplinens historie, vi har aldrig lidt av nogen overdreven brutal samdrægtighet; selvhævdelsestrang er et av de sterkets fremtrædende træk i vor nationalkarakter, — der er ubetinget noget i enhver nordmands sjæl som kraftig og ganske bestemt svarer ja til Brands ord: akkordens aand er Satan.
Ibsen er norsk i dette og i meget andet — i alt. I det dystre mørke, som er hans sjæls farve, i sin hensyns løse konsekvens, i sin pietistiske verdensforsagelse, i sin tause indelukkethet og grublesyke, — i det landskap som han trækker ind i sine skuespil som bakgrund for de tragiske skjæbner som avgjøres der. Det er altsammen vokset ut av norsk natur og norsk folkesjæl.
Men han er ikke bare norsk, fordi han dypere end nogen anden har tolket væsentlige sider av vort folkelynne; men han har ogsaa gjennem sine verker skapt ny norskhet. Han sier i en av sine stipendieansøkninger det stolte ord, at maalet for hans gjerning er at lære det norske folk at tænke stort. Jeg vil ikke si, at det har lykkes ham; men saa meget tør jeg vel si, at Ibsen har sat os maal som vi aldrig helt kan bli kvit, at han har gjennernsyret os med sine idealer, slik at vi ser anderledes og dypere paa mange ting end før ham. Hvis vi kunde tænke os Ibsen borte, saa maatte
