vi tænke os selv anderledes, — ringere; han har skapt noget i os som har forædlet og styrket os, hævet os. Han har indpodet et nyt element i vor nationalkarakter, et selvkritisk alvor, som vi har al grund til at haabe vi aldrig blir kvit. Han har med andre ord øket vor fædrelandsfølelse med nye værdier.
Ogsaa paa en anden maate, mere utvortes kanske, men ikke uvigtig, har han utvidet vor nationalfølelse. Han var og er endnu efter sin død vor mest effektive gesant i utlandet; hvad andre aandens mænd eller vore officielle utsendinger kan ha utrettet, er litet i sammenligning med det han har gjort. Han er den eneste norske aand som er blit ferment i verdenskulturen, den eneste som har skapt diskussion om sit navn, den eneste som alle dannede i alle lande kjender og tar standpunkt til.
Selv om man ikke vil ta denne verdensposition for nogen avgjørende maalestok for digterisk eller menneskelig storhet, saa er den dog av stor politisk og national betydning, — allermest for en liten nation som vor.
Gjennem Ibsen er vi for første gang rykket ind i verdensliteraturen, vi har git vort bidrag; og det forpligter, det gir stolthet og stiller krav, tvinger os i nogen grad til at følge Ibsens bud: at tænke stort.
Bjørnson og Ibsen erobret aandshegemoniet i Norden for vort land og hævdet det i en række
