aar. Om dette ubetinget var et gode for vort aandslivs vekst i sin almindelighet, vet jeg ikke; men i politisk henseende, som grundlag for vor nationalfølelses konsolidering har det sikkert været av uvurderlig betydning.
I de taler Chr. Michelsen holdt høsten 1905 som svar paa den hyldest man ydet ham, var der en vending som stadig kom igjen: «Vi politikere,» sa han omtrent; «vi har ikke kunnet gjøre andet end at fuldbyrde en utvikling; — hvis ikke betingelserne hadde været tilstede, hadde vi intet kunnet utrette.» Dette er naturligvis rigtig, ja selvfølgelig. Hvis den 7. juni i dypere forstand bare hadde været et kup, saa hadde det sikkert været bedre om det hadde været ugjort; ti hvorledes skulde vi bære os ad med at staa paa egne ben, hvis benene ikke hadde kraft til at bære os?
I Norge er der nu neppe mere end én mening om at løsrivelsen kom som den modne frugt av et nationalt livs langsomme vekst, at aaret 1905 var fuldbyrdelsen av Haakons kongstanke: Norge var et rike, det er blit et folk.
Der gaar naturligvis mange elementer ind i denne modningsproces, som jeg ikke har kunnet nævne engang. Stor betydning har naturligvis næringslivets opblomstring, den materielle kultur, financernes sundhet, kommunikationernes utvikling, skolevæsenets fremskridt, den stigende oplysnirig, den stadig voksende deltagelse i det offentlige liv osv.
Men allerstørst betydning har utvilsomt dog
