Alle, enten de visste det eller ei, ja enten de vilde det eller ikke, blev tat i historiske kræfters tjeneste, maatte gi sit bidrag til ett stort formaal, til virkeliggjørelsen av Haakons kongstanke: Norge var et rike, det skal bli et folk. Det nye Norges historie — fra 1814 eller litt tidligere og til den dag idag har været en hundredaarig kamp for ytre og indre selvstændighet, og i denne kamp har aandsarbeidet været av den allerstørste betydning. Vi skal ikke glemme eller undervurdere Christian Michelsens bedrift i 1905; men uten Henrik Ibsen var han ikke kommet av flekken.
Fra dette synspunkt tror jeg det skulde gaa an i løpet av en time at si noget om norsk aandsliv i 100 aar, — som der kunde være etslags mening i.
Der er perioder i utviklingen, perioder som synes at svare til veksttrinene hos det enkelte individ: fra en tid i ungdommelig eller barnlig selvhævdelse, gik folket gjennem en modningstid av selvfordypelse over i fuldvoksen mandig selvutfoldelse. Med nogen vilkaarlighet gaar det an at anbringe disse veksttrin i begrænsede tidsavsnit paa omtrent 30 aar eller en menneskealder; selvhævdelsens tidsalder fra 1814—45, selvfordypelsens fra 1845—75, og selvhævdelsens fra 1875—1905. Naturligvis er ethvert aarstal voldtægt mot historien, i hvis ubrutte strøm der ikke findes klokkeslæt. Men som ar-
