den politiske interesse fødes og vokser, — kortsagt: den indre frigjørelse forberedes og kræves med stigende lidenskabelighet.
Et nutidsmenneske som ved studium av tidens aviser, brochurer og literatur har levet sig ind i forholdene og gjort sig samtidig med menneskene, befinder sig ikke ubetinget vel i disse omgivelser. Man føler sig ofte i mindre godt selskap, tonen er ukultivert, samtalen høirøstet og fordringsfuld, den letvinte fordømmelse av motstandere florerer, mens selvkritikken slumrer sødelig; den brautende selvsikkerhet i nogen kredse og den dødsens kjedsommelige stivhet i andre vidner om halvkultur og ferskhet, idéerne er faa og gjentages med en forbløffende mangel paa kræsenhet; har man læst én aargang av en avis, har man læst dem alle; de samme ord svirrer en uophørlig om ørene: Norge, ældgamle Norge, — den gjæve odelsbonde, — verdens frieste forfatning, — Norges urfjelde, — nordmændene sig selv lik, sig selv nok, — de kraftige vadmelsklædte nordboer, — sagaold, — vikingeblod, — Fredriks pjattende by osv.
Jeg anfører et eneste citat som er tilstrækkelig til at gi en forestilling om sindelaget og uttrykkets art. Da kongen 1820 besøkte Kristiania, hilste en unævnt poet i Nationalbladet ham i følgende beskedne ordelag:
Velkommen Drot! til Norges klippeland,
hvor du modtages av et ædelt folk,
hvis barm er trofast som dets marmorfjeld,
hvis arm har malm og kraft som klippens fyr,
