Jeg svarte som sandt er, at skal noget kunne gi
os Støtte mod Forsvenskning, saa er det den Ting at ta
helt Standpunkt i vort eget. Dansken kan vi ikke
længer stole paa; den blir mer og mer blandet for
hvert nyt Slægtled. Og Knudsens »Dansknorsk« er
halvsvensk fra Fødselen, idet den, som Svensken, har
haarde Konsonanter, men Diftongerne sammenknebne
til Enkeltlyd (Dansk: lege, Norsk leike, Svensk og
Knudsen-Bjørnsonsk: leke).
Dette kan. jo ikke B. B. komme fra. Men med »Skadefryd« anfører han en Udtalelse af Prof. Lundell om, at ogsaa Landsmaalet vil føre til Forsvenskning.
Hertil er at bemærke, at naar Knudsens Maal har flere Ejendommeligheder fælles med Svensk end Landsmaalet, saa fører Knudsens Maal ogsaa lettere til Forsvenskning; det kan vi regne ud selv.
Jeg ved forresten ikke, i hvilken Forbindelse Lundell har sagt det af B. anførte; jeg kjender bare hans Brochure »om de svenska folkmålens frändskaper«.
Lundell inddeler her de skandinaviske Dialekter i danske, svenske og »norske eller norrlandske«, ikke efter Landsgrænserne, men efter sproglige Hensyn. De danske (bortseet fra Jydsk) er, oplyser han, de mest gammeldagse (forntrognaste), fordi de har beholdt mest af gamle Endelser: Huset, Solen; kastede, kastet, hvorimod de »norske« eller »norrlandske« Dialekter er mere fremskredne (Huse, Sole (Sola); kaste, kasta). Til de danske Dialekter regner han Sydsvensk; dette stemmer igjen i den Grad overens med det svenske Literatursprog, hvad »Forntrogenhet« angaar, at man kunde tro, bemeldte Literatursprog var smaalandsk (hvad det forresten ikke er); se nævnte Brochure S. 63.
Tænker man sig nu et Skriftsprog grundet paa »norske« Dialekter, der altsaa udgjør en anden, mere fremskreden Sproggruppe, saa skulde vel dette Skriftsprog ikke netop bli ligt Svensk.
Men ikke nok hermed.
Ved »norske eller norrlandske« Dialekter forstaar
