rigtig sammen); Norge, som stod i Forbindelse med Vesteuropa, var nu ikke saa langt fra Kulturen, det heller. Imidlertid blev Resultatet flere forskjellige Dialektgrupper, og naar man nu skal skjelne mellem dem og bestemme Forholdet mellem dem, er der ikke andet at gjøre end at se efter, hvad de har fælles og hvad de ikke har fælles; for de norske Dialekter (overhoved taget naturligvis) i Modsætning til det danske og svenske Nationalsprog er nu engang p — t — k med Diftonger fælles og ejendommeligt.
Men »Fremgangsvejen« fører bort fra dem, siger B. B., bort fra de haarde Konsonanter ogsaa.
Samtidig skriver han tape, slite, stryke, saa det knaker efter, og K. K. og han vil ha alle andre til at skrive ligedan,
— Fremgangsveien? Herregud, saa havde vi jo egentlig naaet frem, før K. K, og B. B. begyndte. Det høieste og fineste, bløde Konsonanter og sammenknebne Diftonger, det er jo naaet i Dansken, og dermed var det ogsaa naaet for os. Helt indtil K, K. begyndte med sit sekteriske Væsen, sit almuagtige, barbariserende Stræv med p — t — k, som de dannede sa de knak Jækslerne over, — helt til da var vi i fuld, anerkjendt Besiddelse, ikke blot af de sammenknebne Diftonger, men ogsaa af disse selvsamme bløde Konsonanter, som B. B. nu siger vi først skal naa i Fremtiden,
Hvorfor i al Verden bekjæmper saa B. B. de bløde Konsonanter? »Har nogen nogetsteds hørt Tale øm, at et Folks Fællesmaal, selv om dets ældre Former tildels holdt sig blandt Almuen, gik bak over igjæn til at bli tyngre, haardere, vanskeligere?« (B. B. i Dagbl. 8de Maj). Og Skrefsrud siger udtrykkelig, at Sprogene ikke udvikler sig bagover, en Sandhed, som ogsaa andre fortræffelige Autoriteter skal ha opdaget. Hvis Fremgangsveien fører bort fra de haarde Konsonanter — og vi var komne bort fra dem —, hvorfor vil saa B. B. ha os tilbage til dem igjen, saa at vi paany skal maatte baske os fremover til de bløde?
