land kan man saaledes sige, at »Fremgangsvejen« fører bort fra Brug af Diftonger.
Det gaar op og ned med den Ting; en Tidlang synes Udviklingen at have ført bort fra de brede Dobbeltlyd, men saa er der begyndt en Bevægelse i modsat Retning igjen, saaat hvad Sprogene har tabt af Diftonger paa én Kant, faar de igjen paa en anden.
Det afgjørende Kjendetegn paa gammelt eller fremskredet i sproglig Henseende er Endelserne; jo flere Endelser, jo ældre. (Sml. Lundells ovennævnte Brochure h. 63)[1]. Men i den Henseende er Norsken, som vi har set, mere fremskreden end Dansk og Svensk; selv i Aasens Form, der ellers paa Grund af en romantisk Misforstaaelse har søgt at overdække og bortdølge vort Folkemaals Modernitet, hvorfor ogsaa Udviklingen gaar i Retning af at fjerne alt det kunstige Gammelvæsen, — selv i Aasens Form er Norsken vel saa moderne som Dansk og Svensk.
Jo mere Landsmaalet faar Mod til at kaste de gamle, gilde Greier, det blev overklædt med i en Tid, da man trodde det gjaldt at reise »Fædrenes Maal« istedetfor at reise et praktisk, hjemligt Sprog for vore Børn, — des mere uimodsigelig vil det vise sig, at af de tre skandinaviske Sprog er Norsken med samt sine Medlyd og Tvelyd det ubetinget moderneste.
- ↑ Hvor han som Exempel paa forntrogenhet opfører „tøs, tøsen“, — paa Grund af n’et — trods den sammenknebne Diftong.
