en Udtalelse, som den, at »Bondemaalstræverne« ikke lar sig nøje »med den Fremgang, de Sejre, som de kan ha med Ret og Sandhet, men maa idelig ha noget mere«.
Det vilde bli for vidtløftigt her at gjennemgaa alle Punkter. Vi skal holde os til et Par, der sandsynligvis betragtes som de mest graverende. For Hr. Knudsen ser det ud, som om »Fedraheimen « og »Kristianiaposten« med Forsæt har forfalsket Referatet fra Debatten i Storthinget om Maalkurserne. De har nemlig ikke berettet, at Sæter, Akre og Drevland udtalte sig for det dansk-norske Stræv og for det alene. Derimod har de opført det ene Blad de to og det andet alle tre blandt dem, der talte for Bevilgningerne. Alle, der kjender noget til Avisforhold, vil dog vide, at denne Fejltagelse laa nær, saasom de alle tre stemte for den foreslaaede Bevilgning til Maalkurser.
Paa samme Maade forholder det sig selvfølgelig med »Fedraheimens« Bemærkning i Anledning af Alfred Eriksens Paastand om, at Landsmaalets Venner lærer, at »Formerne er Hovedsagen ved Sproget. I denne knappe Form var nemlig Maalmændenes Opfatning bleven saa ensidig tilspidset, at det var rimelig, »Fedraheimen« ikke kunde kjendes ved den. Som det saa ofte gaar, kom da Bladet paa sin Side til at begaa til spidsede Overdrivelser.
Hver Gang der fra Landsmaalsmændenes Side drages Sammenligninger med Udlandet er navnlig Bjørnstjerne Bjørnson ude og raser over disse som listige »Kunster«, »en Skam« osv. Nu ved vi alle, at den mekaniske Lighed ikke findes i den organiske Verden. Endog Bladene paa et og samme Træ er ikke saa lige, at der ikke kan disputeres om dem. Endnu mere gjælder det oppe paa den menneskelige Kulturs Enemærker, at Ligheder og Uligheder kan vurderes paa forskjellig Maade. Men derfor har ingen Ret til at beskylde en anderledes vurderende for skammelige Kunster. Sker det ofte, opnaar man bare at gjøre sin egen Samvittighed mistænkt, ikke som var man bevidst
