lytter, da lar man dem gjerne le, da staar man gjerne paa forpost og fryser, da er man gjerne gal og rar og halvtosset og lar de andre være kloke; — jeg har hørt slik sang — — — og smiler av de kloke, — — ynker dem. Ynkværdige gamlinger.» —
Slik som tante Ulrikke stiger frem av denne replik, slik levendegjorde fru Dybwad hende i sin geniale tolkning; «gal, rar og halvtosset» i det ydre, men med det forunderlige lyttende uttryk i sit ansigt aldrig fraværende, som hørte hun uophørlig lidendes skrik og som skuede hun anende fremtidslysning, altid paa færde, rede til hjælp for det som har liv og vil frem, lidenskabelig tagende parti, — uten frygt for motstand eller latteren omkring sig, — en uforglemmelig menneskefremstilling i veddekamp med digteren i dypt humor som fødte den varmeste sympati hos tilskueren, saa man fik lyst til at trykke det lille visne legeme og det stygge skjeggede ansigt til sit hjerte.
