rømt som lærd prest og udmerket kjender af Islands og Norges ældre historie og havde holdt en privat skole til opdragelse af prester, som ogsaa var holdt vedlige under hans søn Loft, som ligeledes var prest (omtalt side 71l). Ogsaa Lofts søn Jon havde faaet kirkelig opdragelse og var viet til diakon. Paa Odde har Snorre vistnok faaet en halv kirkelig opdragelse, havde lært at læse og skrive (vel ogsaa lidt latin) og har tidlig syslet med de historiske skrifter, som fandtes paa gaarden. Ogsaa skaldskab hørte hjemme i Jon Loftsøns kreds; der er endnu bevaret et digt, som en ukjendt skald i Snorres ungdom forfattede til ære for Jon Loftsøn, hvori opregnes alle de gamle norske konger, som var i slegt med Jon. Saaledes har Snorre allerede i sin ungdom paa Odde faaet impulser til den virksomhed, han i sin manddom udfoldede som digter og historiker. Her har han ogsaa lært den lovkyndighed, som verdslige høvdinger trængte til, da de baade skulde fungere som dommere paa fjerdingstingene og som medlemmer af de lovgivende og dømmende forsamlinger paa altinget; her har han ogsaa tidlig lært sit fædrelands høvdinger at kjende og er bleven fortrolig med de stemninger og tendenser, som herskede blandt dem. I Snorres ungdomsaar falder den første kamp paa Island mellem kirken og de verdslige høvdinger, da biskop Torlak i Skálholt (1178—93) efter paabud af den norske erkebiskop Øistein forsøgte at hævde for biskopen magten over privatkirkerne paa høvdingegaardene. Biskopen led her et nederlag mod Jon Loftsøn, hvis exempel de fleste høvdinger fulgte; Jon kunde i denne kamp støtte sig til det udfald, den samme kamp havde faaet i Norge mellem erkebiskopen og kong Sverre, og synes idethele at have fulgt samme politik som kongen. Da Jon efter Torlaks død fik sin søn Paal valgt til biskop i Skálholt og denne var viet til biskop af den landflygtige erkebiskop Eirik, var den nye biskop ikke bange for i Norge at omgaaes den bansatte kong Sverre og at tage del i en synode i Bergen, indkaldt af kongen (1195), ligesom han senere indtog en upartisk stilling i baglerstriden, — hvilket vil sige, at Paal og hans familie nærmest holdt sig til kong Sverre. Saaledes kom ogsaa Snorre under sin opvext under indflydelse af den moderat-kirkelige retning, som kong Sverre ledede i Norge, og gjennem hele sin levetid sees han ogsaa at være gjennemtrængt af de samme kirkelige anskuelser; han stod stadig paa de nordlandske høvdingers side i kampen mod den hierarkiske biskop Gudmund, skjønt han personlig holdt denne høit.
Efter Jons død (1197) blev Snorre, nu 19 aar gammel, endnu nogen tid boende paa Odde hos Jons ældste søn Sæmund, som endog lod Snorre optræde paa sine vegne i en retssag. Snorre var da forholdsvis fattig, fordi hans moder havde forødet hans formue. Da skaffede hans ældre broder Tord, som selv havde faaet rigdom
