Side:Norske Kongesagaer Nationaludgave vol 1 2nd ed.djvu/65

Denne siden er korrekturlest

medens Driva blev igjen, og han lovede at komme tilbage efter tre vintre, men han kom ikke paa ti vintre. Da lod Driva kalde Huld seid-kone, men sendte Visbur, sin og Vanlandes søn, til Svitjod. Driva kjøbte Huld seid-kone til at lokke ved seid Vanlande til Finland eller ogsaa dræbe ham. Da seiden blev fremmet, var Vanlande i Upsaler; da fik han lyst til at fare til Finland, men hans venner og raadgivere forbød ham det og sagde, at det vist var Finnernes trolddom[1], som voldte hans reiselyst. Da blev han søvnig og lagde sig til at sove; men da han netop var sovnet, raabte han og sagde, at maren[2] traadte ham. Hans mænd sprang til og vilde hjælpe ham, men naar de tog i hans hoved, traadte hun ham paa fødderne, saa de var nær ved at brydes; da tog de til fødderne, men da kvalte hun hovedet, saa at han døde der. Svearne tog hans lig og brændte ham ved den aa, som hed Skuta; der blev hans bautastener satte. Saa siger Tjodolv:

Men paa vei
til Viljes broder[3]
onde vætter
Vanlande førte,
da træde skulde
troldebaarne

hexekvinde
hærmænds herre.
Og han brændte
paa Skutas bred[4],
den gavmilde mand,
som maren[5] kvalte.

14. Visbur tog arv efter sin fader Vanlande; han tog til hustru datter af Aude den rige og gav hende i medgift tre


med sønnen Loge (lue). Åndrer er de nordlandske eller finske Skier (én lang og én kort, den sidste skindklædt under).

  1. Vore forfædre troede, at Finnerne (baade i Finmarken og i Finland) var meget tryllekyndige.
  2. Maren (oldn. mara) tænktes som en gammel kvinde, der plagede folk i søvne ved at sætte sig paa dem.
  3. Viljes broder er Oden.
  4. Skuta er ikke paavist som elvenavn i Sverige; maaske Snorre har opfattet verset urigtig saa at «paa Skutas bred» skulde oversættes «i skutens leie»; isaafald er Vanlande brændt i sit eget skib, som Hake i kap. 23.
  5. Maren (oldn. mara) tænktes som en gammel kvinde, der plagede folk i søvne ved at sætte sig paa dem.