en høst kommen hjem fra viking til Upsaler og var da meget navnkundig. Han sad ofte længe om kvelden ved drikken, men kong Alv gik ofte tidlig tilsengs. Dronning Bera sad ofte oppe om kveldene, og Yngve og hun talte ofte sig imellem. Alv talte ofte til hende derom, bad hende gaa tidligere at sove og sagde, at han ikke vilde ligge vaagen efter hende. Hun svarede, at den kvinde var lykkelig, som heller havde Yngve til mand end Alv; da hun ofte sagde dette, blev han meget vred derover. En kveld gik Alv ind i hallen, medens Yngve og Bera sad i høisædet og taltes ved; Yngve havde et sverd liggende over sit knæ. Folkene var meget drukne og gav ingen agt paa, at kongen kom ind. Kong Alv gik til høisædet, drog sit sverd under kappen og stak det gjennem Yngve, sin broder. Yngve løb op, svang sit sverd og hugg Alv banehugg; begge faldt de døde paa gulvet. Alv og Yngve blev haugsatte paa Fyresvoldene. Saa siger Tjodolv:
Og hin verge
af viet stalle[1],
dræbt af Alv,
døden fandt,
da Dåglingen
drog sverdet
avindsyg
mod Yngve.
Sandt er det neppe,
naar Bera sagdes
de kjække mænd
til kamp at hidse,
da brødre blev
hinandens bane
uden aarsag
af iversyge.
22. Alvs søn hed Hugleik, som tog kongedømme over Svearne efter brødrene, thi Yngves sønner var endnu børn. Kong Hugleik var ingen hærmand og sad hjemme i ro; han var meget rig og nidsk paa gods. Han havde gjerne i sin hird alskens legere: harpespillere, gigespillere og felespillere; han havde ogsaa
- ↑ Om stalle se side 19 note 1. Konger var tempel-eiere og kaldes derfor «stallens verger».
