»Aa, ja,« sagde hun og gik hen til Sengen i Krogen, hvor
Familien laa og snorkede i Kor, øde har nu kjørt Tømmer fra
Elven i disse Dage de Nordigaarden, saa det er fremkommeligt
over Engene. Vesle-Ola, staa op, Du skal efter Hest til Studenten!
Vesle-Ola da!«
»Haa!« sagde Vesle-Ola gjennem Næsen, og kastede paa sig. Han havde et alt for godt Sovehjerte til at lade sig anfægte af saa lidet, og der hengik en hel Evighed med Øiengnidning og Gisp og Gab og forkjerte Spørgsmaal, forinden han fik viklet sig ud af de sammenflokede Masser i Sengen, kom i Buxer og Trøie og ret begreb, hvad det egentlig var han skulde gjøre. Løftet om en Drikkeskilling syntes imidlertid at fremme hans Begrebers Opklaring, og bortmanede selv Frygten for at gaa forbi Birken, som Ole Askerudsbraaten havde hængt sig i. Under Forhandlingerne mellem den hvidhaarede Vesle-Ola og Gamle-Berthe gjorde jeg mig bekjendt med Stuens Inventarium af Væve, Rokke, Kubbestole, Limer, Bøtter og halvfærdige Øxeskaft, med Hønsene paa Vaglen bag Døren, den gamle Musket under Taget, og Slinderne, der sukkede under en Byrde af dampende Strømper, foruden tusende andre Ting, som jeg ikke skal trætte Læseren med at opregne.
Da Gutten endelig var kommen afsted, satte Berthe sig hen paa Skorstenskanten. Hun var helligdagspyntet, det vil sige, hun var iført den Dragt, som var brugelig blandt gamle Folk i hendes Hjembygd Hadeland, hvorfra hun var kommen over, da hun flyttede ind paa Romerike: en blaa Trøie, kantet med vævede Baand, sort foldet Stak, Hue med Skruv og Nakketufse. Skarpe bevægelige Øine i Forbindelse med skjæve Øienspalter, fremstaaende Kindben, en bred Næse og gulbrun Hudfarve gav Berthes Ansigt et fremmed, østerlandsk, næsten hexeagtigt Udtryk,
