»Scht Katte, Du brænder Dig!« skreg Skrædderen og
skræmte den fra Skortenen.
»Scht Katte, Du brænder Dig! siger Skrædderen til mig,« sagde Katten til de andre Kattene, og allesammen til at danse og hoppe, og ret som det var, var de borte igjen og prøvede at faa væltet Gryden.
»Scht Katte, Du brænder Dig!« skreg Skrædderen og tog saa i og skræmte dem, at de foer den ene over den anden bort efter Gulvet, og til at springe og danse som før.
Saa slog de Krins udenom Ringen og begyndte at danse rundt omkring den, fortere og fortere, og tilsidst gik det saa fort, at Skrædderen syntes det begyndte at gaa rundt for ham; og de gloede paa ham med slige store fæle Øine, som om de vilde æde ham.
Men bedst det var, stak den Katten, som havde været i Færd med at vælte Gryden, Labben sin indenfor Ringen, just som den havde Lyst til at faa Tag i Skrædderen. Men da Skrædderen saa det, løste han paa Tælgekniven og holdt den færdig. Ret som det var, slog Katten Labben indenfor Ringen igjen, men svindt hakkede Skrædderen Labben af, og alle Kattene til Bens det forteste de vandt, med Skraal og med Skrig, ud igjennem Døren.
Men Skrædderen lagde sig i Ringen, og sov til Solen stod langt ind paa Gulvet til ham. Saa stod han op, læste igjen Kværnen og gik op paa Gaarden.
Da han kom ind i Stuen, laa baade Manden og Konen endda, for det var Pinsemorgnen.
»God Morgen,« sagde Skrædderen og gav Manden Haanden.
»God Morgen,« sagde Manden, og han blev baade glad og forundret, da han fik se Skrædderen igjen, det kan En nok vide.
