Ærende og bad Kongen, at han maatte faa noget gammelt Skrammel til Rustning, saa de kunde faa den Moro at se den Stakkaren være med i Krigen. Det fik han og dertil et gammelt usselt Øg, som hoppede paa tre Ben, det fjerde drog det efter sig.
Saa drog de da ud mod Fjenden; men de vare ikke komne langt bort fra Kongsgaarden, førend Gutten blev siddende fast i en Myr med Øget sit. Der sad han og hakkede og nikkede: »HIei, vil Du op! Hei, vil Du op!« sagde han til Øget. Det havde alle de Andre rigtig sin Moro af, og lo og gjorde Nar af Gutten, mens de rede forbi. Men aldrig før vare de borte, saa — sprang han til Linden, tog paa sig Rustningen og rystede paa Bidslet; strax kom Hesten og sagde: »Gjør Du Dit Bedste, saa skal jeg gjøre mit!« Da Gutten kom efter, var Slaget alt begyndt, og Kongen var i slem Knibe; men allerbedst det var, havde Gutten jaget Fienden lang Vei. Kongen og hans Folk undredes meget paa, hvem det kunde være, som kom og hjalp dem; men Ingen kom ham saa nær, at han fik talt til ham, og da Slaget var forbi, var han borte. Da de drog tilbage, sad Gutten endda i Myren og hakkede og nikkede paa det trebenede Øg. Da lo de igjen. »Nei, se bare, der sidder den Narren I endnu!« sagde de.
Den anden Dag de drog ud, sad Gutten der endda; de lo igjen og gjorde Nar af ham; men aldrig før vare de redne forbi, saa sprang Gutten til Linden, og alt gik igjen som den forrige Dag. Alle undredes de paa, hvad det var for en fremmed Kjæmpe, som havde hjulpet dem; men Ingen kom ham saa nær, at han kunde faa talt til ham; og der var nu Ingen. som gjættede paa Gutten, det forstaar sig.
