Da det led mod Tiden, at Hestene skulde have Kveldsfodret,
saa gav jeg først de to, og saa tog jeg et Høfange og skulde
give Hesten til Kapteinen, og den var altid saa fed og blank,
at En gjerne kunde speile sig i den; men i det samme jeg
skulde gaa ind i Spiltauget, saa kom han faldende lige ned over
Armene paa mig —«
»Hvem, hvem? Hesten?« spurgte Smaagutterne.
»Aa nei vist, det var Nissen; jeg blev saa forfærdet, at jeg slap Høet der jeg stod, og skyndte mig ud igjen det forteste jeg vandt. Og da Per kom hjem, saa sagde jeg: »jeg har givet Hestene for Dig een Gang, min kjære Per, men nei Gu’ blir det ikke oftere da, og Brunen til Kapteinen den fik ikke Høstraaet he1ler,« sagde jeg, og saa fortalte jeg ham det.
»Aa ja, det har ingen Nød med Brunen,« sagde Per, »han har nok den som passer ham, han.«
»Hvorledes saa Nissen ud da, Mari?« spurgte en af Smaagutterne.
»Ja, mener Du jeg kunde se det?« svarede hun; »det var saa mørkt, at jeg ikke kunde se Hænderne mine, men jeg kjendte ham saa tydelig, som jeg tar i Dig; han var lodden, og det lyste i Øinene paa ham.«
»Aa, det var vist bare en Katte,« indvendte en af dem.
»Katte?« sagde hun med den dybeste Foragt. »Jeg kjendte hver Finger paa ham; han havde ikke mere end fire, og de var lodne, og var det ikke Nissen, saa lad mig ikke komme levende af Flækken.«
»Jo, det var Nissen, det er vist,« sagde Smeden, »for Tommelfinger har han ikke, og lodden skal han være paa Næverne; jeg har aldrig handtagets med ham; men saa skal det være, det har jeg hørt; og at han passer Hestene og er den