hende. Alle havde de Korumper, og det havde den vakkre Jenten ogsaa. Han kunde se, at de nylig var komne, for det var netop ryddet op der. Jenten holdt paa at vaske Gamlestyggen, men Kjærringen gjorde Varme under den store Primkjedlen paa Peisen.
Ret som det var, stødte Dragonen op Døren og skjød af Pistolen lige over Hovedet paa Jenten, saa at hun tullede bort over Gulvet. Men i det samme blev hun lige saa fæl, som hun før havde været vakker, og en Næse lik hun saa lang som Pistolhylstret.
»Nu kan Du tage hende; nu er hun Din,« sagde den gamle Manden. Men Dragonen var ligesom fjettret; der han stod der stod han, og han kunde ikke flytte sig et Skridt hverken frem eller tilbage. Den gamle begyndte da at vaske Jenten; saa blev hun noget ligere: Næsen minkede sagtens til det halve, og den stygge Korumpen blev opbunden, men vakker var hun ikke, det var Synd at sige.
»Nu er hun Din, min staute Dragon, sæt hende nu paa Sadelknappen og rid til Bygden og hold Bryllup med hende. Men til os kan Du lage til i det vesle Kammerset i Størhuset; for vi vil ikke være sammen med de øvrige Brudefolkene,« sagde den gamle Stygfanten, Som var Far hendes; »men naar Skaalen gaar om, saa kan Du se ud til os.«
Han torde ikke gjøre Andet; han tog hende med paa Sadelknappen og lavede til Bryllup. Men før de gik til Kirken, bad Bruden en af Brudepigerne at staa vel bag hende, forat ikke Nogen skulde se, at Rumpen faldt af, naar Præsten lagde Haanden paa hende.
Saa drak de Bryllup, og da Skaalen gik om, gik den unge Manden ud i Kammeret, hvor der var laget til for de gamle
