Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/371

»Ja, det er langt did; men der er jeg fød og baaren,x svarede Signekjærringen. »Jeg har vanket vidt, men sanket lidt, siden jeg var der. Den Tid var det bedre Tider for Gubjør,« sagde hun med et Suk og satte sig ned paa Bænken. »Men der paa Joramo var vel en Bytting,« sagde hun videre, idet et Sagn fra Fortiden fremstod for Erindringen, da hun vendte Blikket mod sin Bamdom. »Oldemor til Moster min, hun var paa Joramo i Lesje, og hun havde en Bytting. Jeg saa den aldrig; for hun var død, og den var borte, længe før jeg kom til; men Mor min fortalte ofte om den. Han saa ud i Ansigtet, som en gammel veirbarket Kall. I Øinene var han saa rød som en Mort, og han gloede i Mørket Som en Katugle. Han havde et Hoved saa langt som et Hestehoved og saa tykt som et Kaalhoved; men Benene var som en Saulæg, og paa Kroppen var han som fjorgammelt Spegekjød. Aldrig gjorde han Andet end ule og tude og Skrige, og fik han noget i Hænderne, saa kastede han det lukt i Synet paa Mor sin. Stødt var han sulten som en Bygdebikkje; Alt han saa, vilde han æde, og han aad dem mest ud af Huset. Jo ældre han blev, des argere blev han, og det var ikke nogen Maade med Skrig og Skraal; men aldrig fik de ham til at snakke et eneste Ord, endda han var gammel nok til det. Han var det lejeste Trold Nogen havde hørt om, og de havde sligt Kjaak med ham baade Nat og Dag, at Ingen kan sige det. De søgte Hjælperaad baade her og der ogsaa, og Kjærringen blev raadet baade til det Ene og til det Andet. Men hun syntes ikke hun havde Hjerte til at slaa og dænge ham heller, før hun var rigtig vis paa det var en Bytting; men saa var der En, som lærte hende, at hun skulde sige, at Kongen skulde komme; saa skulde hun gjøre op en stor Varme paa Skorstenen og slaa sund et Æg. Skallet skulde hun sætte