skudt, hans Reise til Hallingdal, da Præsten flyttede, og en Mængde kun altfor sande Bemærkninger om, hvor ilde og ufornuftigt Gjerdrumsogningerne foer med Almenningen sin, og meget Mere, som jeg nu ikke kan erindre. Da vi kom paa Askvangen, var forlængst hvert Spor af Dagen forbi; alene Maanen, der netop hævede sig over Synskredsen, kastede sit usikkre Skin mellem Trætoppene. Som vi skred forbi den forladte Sæterhytte, kom vi formodentlig over et friskt Harespor, thi Hundene begyndte at blive urolige i Koblet.
»Nu gjælder det, om Koblet er stærkt,« sagde Matthias, som holdt igjen det bedste han kunde; »for det er ikke rigtigt her.«
»Deri kan Du have Ret,« sagde jeg, »thi det er ikke skydelyst; var saa sandt Maanen oppe over Trætoppene, skulde Du snart faa høre en rigtig Los.«
»Ja, det kan nok være,« vedblev han, idet han forsigtig saa sig tilbage til Sæteren, »men de siger, at Huldren skal holde til her paa disse Tider.«
»Ja saa, har Du kanske selv set hende?«
»Nei, her har jeg aldrig fornummet hende,« sagde han.
»Men hvor har Du set hende da, Matthias?« spurgte jeg nysgjerrig »Du tror da sikkert, at der er saadanne Underjordiske til, kan jeg høre?«
»Ja, skulde jeg ikke tro det, som staar at læse om i Skriften?« svarede han. »Da Vorherre nedstødte de faldne Engle, saa faldt nogle til Helvede; men de som ikke havde forsyndet sig grovt, de er jo i Luften og under Jorden og i Havet, ved jeg. Og ellers har jeg selv ofte baade hørt og set Sligt i Skov og Mark.«
