skraanede op imod dem, og han syntes han kjendte en Lugt af Blommer og af Græs, saa sed som han aldrig havde kjendt før.
»Gud ske Lov, nu er jeg bjerget; dette er Udrøst,« sagde Isak ved sig selv. Ret for ham laa en Bygager med Ax saa store og fulde, at han aldrig havde set Magen, og gjennem den Bygageren gik der en smal Sti op til en grøn, torvsat Jordgamme, som laa overfor Ageren, og paa Toppen af Gammen beitede en hvid Gjed med forgyldte Horn, og Yver havde den saa stort som paa den største Ko; udenfor sad der en liden blaaklædt Mand paa en Krak og smattede paa en Snadde; han havde et Skjæg saa stort og langt, at det naaede langt ned paa Brystet
»Velkommen til Udrøst, Isak,« sagde Kallen.
»Velsigne Mødet, Far,« svarede Isak. »Kjender I mig da?«
