at han skulde gjøre et Par Sjøvær med dem, for at han kunde have Lidt med hjem, naar han reiste.
Det første Sjøværet de gjorde, var i en overhændig Storm. En af Sønnerne sad ved Styret, den anden sad ved Halsen, den tredje var Mellemrumsmand, og Isak maatte bruge Stor-Øsekaret, saa Sveden haglede af ham. De seilede, som de var rasgalne; aldrig duvede de Seilet, og naar Baaden gik fuld af Vand, skar de op paa Baarerne og seilede den læns igjen, saa Vandet stod ud af Bagskotten som en Fos. Om en Stund lagde Veiret sig, og de tog til at fiske. Det var saa tykt af Fisk, at de ikke kunde faa Jernstenen i Bunden for Fiskebjergene, som stod under dem. Sønnerne fra Udrøst trak i Et væk; Isak kjendte ogsaa gode Nap, men han havde taget sin egen Fiskegreie, og hver Gang han fik en Fisk til Ripen, slap den igjen, og han fik ikke Benet. Da Baaden var fuld, foer de hjem til Udrøst, og Sønnerne gjorde til Fisken og hængte den paa Hjeld, men Isak klagede for Kallen over det, at det var gaaet saa ilde med hans Fiske. Kallen lovede det skulde nok gaa bedre næste Gang og gav ham et Par Angler, og i det næste Sjøværet trak Isak lige saa fort som de Andre, og da de vare komne hjem, fik han tre Hjelde fulde af Fisk paa sin Lod.
Saa blev han hjemsyg, og da han skulde reise, forærede Kallen ham en ny Ottring, fuld af Mel og Klaverdug og andre nyttige Ting. Han Isak sagde baade Tak og Ære for sig, og saa sagde Kallen, at han skulde komme igjen til Jægtudsætningen; han vilde til Bergen med Føring i andet Stevne, og da kunde Isak blive med og selv sælge Fisken sin. Ja, det vilde Isak gjerne, og saa spurgte han hvad for en Kaas han skulde holde, naar han skulde komme til Udrøst igjen. »Bent efter Skarven,
