Vande og for Gaase Vaase, saa kan jeg vel gaa for Dig, Gasse Vasse,« sagde Pandekagen og tog paa at trille og trille, det forteste den orkede.
Da den havde trillet en lang, lang Stund, saa mødte den en Gris.
»God Dag, Pandekage,« sagde Grisen.
»God Dag, Gylte Grisesylte,« sagde Pandekagen og begyndte at trille og trille, det forteste den orkede.
»Nei, bi lidt,« sagde Grisen, »Du trænger ikke til at braaflyve saa, vi to kan da gaa i Mag og slaa Følge over Skogen, for det skal ikke være rigtig trygt der,« sagde den. Det syntes Pandekagen, der kunde være Noget i, og saa gjorde de saa; men da de havde gaaet en Stund, kom de til en Bæk. Grisen flød paa Flæsket, det var ingen Sag for ham; men Pandekagen kunde ikke komme over.
»Sæt Dig paa Trynet mit,« sagde Grisen, »saa skal jeg fragte Dig over,« sagde han.
Pandekagen gjorde saa.
»Nøf, kof« sagde Grisen og tog Pandekagen i een Jafs, og da Pandekagen ikke kom længer, er ikke Ræglen længer heller.
