selv maa forekomme naturligt nok, naar man betragter denne Konges ædle og rene Personlighed og erindrer Fortællingen om, at Olaf før Slaget paa Lyrskovshede aabenbarede sig for ham paa en Maade, der minder om Achilles’s og Æneas’s Samtaler med deres guddommelige Mødre.
Jeg sigter her til de to skjønne islandske Viser, der besynge Magnus’s Fødsel og rimeligvis hidrøre fra den senere Middelalder.[1] Den første af disse Viser fortæller om Magnus’s Moder »Alhed«, hvem Kongen, ledsaget af Finn Arnessøn, finder i en Skov og tager med sig, for at hun skal være Dronningens Terne, hvorefter hun bliver frugtsommelig ved Olaf, som imidlertid »havde bødet sin Synd, endnu inden han havde begaaet den«. Alhed besøges derefter af mærkelige Drømme, ser først »alt Norges Land flyde op for sin Fod«, derefter, at hun staar paa Kirkegulvet, og at der her tændes tolv fagre Kjerter paa hendes Haand, endelig, at der flyver en gylden Straale ud af hendes Favn. Dronningen søger forgjeves at bevæge hende til at »sælge« sine Drømme og tilbyder at gifte hende med en rig Svend, men Kongen forbyder hende at sælge Drømmene. Hun føder da Magnus, der døbes af Sighvat Skald under Omstændigheder, der ligne de af Sagaen bekjendte. Mærkeligere er det andet Digt, »Karla-Magnusar kvædi«. En Dronning, der ligesaalidt som hendes Ægteherre navngives, hører denne sidste sige til hendes Terne Ingeborg, at hun skulde blive hans allerkjæreste, ifald
- ↑ De findes trykte i Islenzk Fornkvædi ved Svend Grundtvig og Jon Sigurdsson, H. 3. Kbhvn. 1859, S. 135–151. Der har endnu existeret en Olafsvise, som Arne Magnussen havde afskrevet, men hvoraf baade Original og Afskrift ere tabte (l. c. S. 141).
