altsaa fra den foregaaende Dags Non og til den følgende Hverdags Hanegal, andre Dage uden Non. Særegne Dispensationer vare dog givne for Fiskeriets Skyld, for at Fiskestime, der kom under Landet, kunde komme Folket til Nytte, ogsaa om de indtraf paa visse Helligdage.[1] Derhos bleve flere Helgener dyrkede, om ikke i det hele Land, saa dog paa enkelte Steder, naar en eller anden af deres fromme Tilbedere havde ladet bygge en Kirke til deres Ære eller reist dem et Alter i en ældre Kirke og lagt Gods dertil. Og for at ingen Helgen skulde mangle den Ære, der skyldtes ham, var der sørget ved en almindelig Fest for alle Hellige (Allraheilagra-messa) den 1ste November, hvilken efterfulgtes af en lignende for »alle Sjele«, den 2den November. Men selv de Helgener, der lidet kjendtes eller dyrkedes i et Land, kom stundom til at erindres i det daglige Liv, thi deres Dage benyttedes som Mærkedage og til Datering af Breve. Ikke alene de Lærde og Skrivekyndige, men ogsaa Almuen regnede Tiden efter Helgendage, og de mange endnu bevarede Primstave ere Vidnesbyrd herom.
Et særdeles interessant Træk i Helgendyrkelsens Historie overhoved og maaske i særegen Grad i Nordboernes Helgencultus er, at den gav Anledning til en saa stor Mængde Reiser. Talrige Skarer af Pilegrime fra Norden besøgte som bekjendt Sydens hellige Steder, og dissse Farter have naturligvis bidraget betydeligt til at udvide ikke alene vore Forfædres geographiske Kundskab, men selvfølgelig ogsaa deres Synskreds overhovedet.
Allerede i Christendommens første Dage besøgtes
- ↑ Se Norges gamle Love, I. S. 10, 138 o. fl. St.
