Side:Norske helegener.djvu/206

Denne siden er ikke korrekturlest

i Kvinesdal, til hvilken Fjotlændingerne sognede indtil 1670) vises ved Gaarden Houland »Bessebordet«, hvor han holdt sit Maaltid. Hver Julemorgen var han, trods en Kirkevei paa omtrent sex Mile, den første i Kirken. Endelig savnedes han en Juledag i Kirken. »Han kommer nok, død eller levende,« sagde Præsten, og se, strax begyndte Kirkeklokkerne at ringe af sig selv, thi nu kom den hellige Besses Lig til Kirken.[1]

Det hedder, at denne Besse skal have levet samtidig med en anden Sagnhelt i den samme Bygd, Thrond Hoskoldssøn fra Kvinlog, om hvem det med fuld Sikkerhed vides, at han levede i det syttende Aarhundrede.[2] Vor Bondehelgen skulde altsaa være betydeligt yngre end Reformationen. Dette er hellerikke umuligt, naar man betænker, hvor længe catholske Forestillinger vedligeholdt sig i en Tid, da Skoler vare ukjendte. Endnu i vore Dage har der levet en Person, der i flere Henseender nærmede sig til at være en Bondehelgen, nemlig Gausdølen Knud Rasmussøn Nordgaarden, der var bekjendt under Navnet »Visknut«, født 1792, død 16de Marts 1876 i sit 84de Aar. Religionsundervisningen er forlængst altfor god, til at man ligefrem kunde tillægge Knud Hellighed, men forøvrigt have Sagnene om hans Fromhed og prophetiske Gave ofte en paafaldende Lighed med Legender. Fra Gudbrandsdalen, Østerdalen, Hedemarken, Thoten og Smaalenene, fra Thelemarken, Numedal, Sandsver, Valders, Ringerike og Hadeland, fra Christiania og fra Sverige modtog Knud talrige Besøg, og de »Mirakler«, som han gjorde ved Aabenbarelser af skjulte

  1. Mundtlig Fortælling af Flere.
  2. L. Daae, Norske Bygdesagn, II. S. 25–31.