nu Hedningerne fik se dette, blev deres Raseri paanyt optændt, og de vilde nu slaa ham ihjel med Stokke, men forgjæves, de rammede kun Vandet og kunde ikke naa ham selv. Idet de tilsidst mærkede, at deres Anstrengelser ikke nyttede til noget, begyndte de at blive bange og at sige til hverandre: »Virkelig hjælper hun, som de paakaldte. Det er nok bedst, at vi slippe dem, for at ikke Hevnen skal komme over os, thi den, som kan berøve vandene deres Kraft og sløve vore Hænder, kunde nok formaa at øve Gjengjeldelse imod os.« Derpaa løste de de to, som endnu ikke vare udkastede, lokkede Andreas, som laa over Vandet, til sig med venlige Ord og løste ogsaa ham, hvorpaa de lode dem drage sin Vei med sit Skib. Dette skede Paaskeaften ved Aftentid. De befriede Nordmænd vare imidlertid endnu ikke trygge, men frygtede for at falde i andre Hedningers Vold, og de havde ogsaa ondt for at komme afsted, da Havet var stille. Men pludselig indtraf et nyt jertegn. En vældig Strøm satte pludselig deres skib i Bevægelse, saa at de, uden at de brugte hverken Seil eller Aarer, naaede frem til sine Venner, inden det blev mørkt, og saaledes tilbagelagde en lang Strækning Disse Mænd kom noget efter Pintse til Vadstena, hvor de med edelige Forsikringer fortalte denne Hændelse og fremviste paa sine Legemer Mærkerne efter Hedningernes Mishandlinger. En fjerde Mand fra deres By, Johannes Laurentssøn fulgte dem, og flere Adelsmænd og Præster vare Vidner til Fortællingen.[1]
Flere af Birgittas Børn og Efterkommere stode i Forbindelse med Norge. Navnlig er Datteren Märta Ulfsdatter bekjendt som Dronning Margretas Opdrager-
- ↑ Acta Sanctorum, l. c. p. 557–58.
