Side:Norske helegener.djvu/32

imod dem, der nu begyndte. Ingen viste ham Medfølelse, uden nogle christne Medfanger, der begræd ham og sin egen Nød. En Dag gave disse ham det Raad, at han skulde give sig selv til den hellige Olaf og love at tjene ham i Nidaros om han vilde hjelpe ham ud af dette Fængsel. Glad gjorde han da dette Løfte, og allerede næste Nat saa han i Drømme en ikke meget høi Mand staa for sig, og denne sagde til ham: »Hør du, stakkels Mand, hvorfor staar du ikke op?« Han drømte, at han svarede: »Herre, hvo er du?« og at den anden igjen sagde »Jeg er Kong Olaf, hvem du paakaldte«. Dertil svarede Fangen, at han ikke kunde staa op formedelst sine Lænker, men Olaf sagde, at han nu var løs. Da han vaagnede, mærkede han ogsaa, at dette var Tilfældet: og en gammel Mand blandt Medfangerne bad ham ikke mistvivle om den hellige Mands Jertegn. Da han undersøgte Døren, fandt han ogsaa den aaben og kom ud. Atter satte Hedningerne efter ham med sine Hunde, men disse fandt nu ikke Sporet, og Forfølgerne maatte vende om med uforrettet Sag. St. Olaf gav ham ogsaa de Kræfter igjen, som han havde tabt i Fængslet, og han undkom fra vendernes Land i Følge med to andre christne Mænd. Nu begav han sig afsted til Nidaros, men da han imidlertid følte sig fuldkommen frisk, angrede han sit Løfte og vilde ikke give sig i St. Olafs Tjeneste, men vendte om. Hos en Bonde, der af christelig Barmhjertighed havde givet ham Natteherberge, fik han da i Drømme se tre skjønne Maer, der spurgte ham, hvorledes han turde vove at løbe bort fra den hellige Olaf, der havde vist ham saa stor Miskundhed, og til hvem han havde lovet sig Forfærdet vaagnede han og betroede sig til Bonden, og denne drev