tenarar her i landit, og som er orsakin til hin kennslulöysa og hini mothugar[1] likayvirfyri dat eiginliga norröna, som serliga bartast likayvirfyri norröna málit, detta mál, som einn, hölandi[2] sig sjalv, tykkist hava og bruka, i di einn storlátinn kallar danska tungan norrön. — Men hjortun[3] váru do so frid i ljosit av dann nyvunni frelsleiki, og misgáingin[4] so natturlig, at fyrilátningin segir sig sjolv. Fárinn var heldr inki so storr, som hann kunni synast. Diat liggr dar sanning til grunn fyri einn byrjandi fremsi, so stadnar hann röyniliga inki vid einnmannins elr samtidinnar saklausa misgáing; hann kann enndo má vera, nær atburdarni eru heppligi, undir slik misgáing fá eitt snöggara framfar; - og er dessi fremdi einn tjodlig, so kann dann tjodligi frelsleikinn, som atburd samlutandi at misgáingin, almenniliga so lángtfrá vera bægjandi,[5] at hann tvertum verdr eitt skjol fyri fremdins tráandi frumsevni[6] dat;
Side:Ny Hungrvekja.djvu/18
Denne siden er korrekturlest
